Ethvert bordrollespil har brug for én spiller med en lidt anden opgave. Mens alle andre styrer en enkelt helt, kører denne person hele verdenen omkring dem. Alt efter spillet kan du kalde vedkommende for spillederen (GM, Game Master), Dungeon Master (DM), dommeren eller Keeper.
Her er det vigtigste at vide, før du går i gang: spillederen er ikke spillernes modstander. Du er historiens vært. Dit mål er ikke at besejre gruppen, men at give dem et uforglemmeligt eventyr. Tænk på dig selv som en blanding af fortæller, dommer, verdensbygger og gruppens største fan.
Lad os dele rollerne op, så opgaven føles langt mindre mystisk.
Først og fremmest er spillederen verdenens stemme.
Du beskriver, hvad figurerne ser, hører og lugter, når de træder ind i en knirkende kro eller en tågeindhyllet skov. Du spiller hver eneste birolle (NPC, non-player character), som heltene møder: den nervøse købmand, den buldrende drage, den mystiske fremmede i hjørnet.
Du sætter også stemningen og tempoet. En hvisket beskrivelse opbygger spænding. Et hurtigt klip til næste scene holder gang i tingene, når gruppen er klar til handling. Du behøver ingen skuespilleruddannelse til det her. En lidt anderledes tone i stemmen og et par mindeværdige detaljer er rigeligt.
Dernæst sørger spillederen for, at spillet er fair.
Når en spiller vil springe over en kløft eller overbevise en vagt om at se væk, bestemmer du, hvordan reglerne skal anvendes. Du beder om terningekast, fastsætter sværhedsgraden og fortolker, hvad resultaterne betyder. Hvis reglerne er uklare, træffer du en fair afgørelse, så historien fortsætter med at flyde.
At være en god dommer handler mest om at være konsekvent og upartisk:
Du er ikke der for at "fange" spillerne. Du er der for at sikre, at alle spiller det samme fair spil.
For det tredje gør spillederen scenen klar.
Før spilgangen skitserer du de steder, gruppen måske besøger, de figurer, de måske møder, og de konflikter, der venter på dem. Du afgør, hvad der står på spil: en bortført ven, en snigende forbandelse, en skat, som to fraktioner begge vil have.
Men her er hemmeligheden: spillerne vil altid overraske dig. De bliver venner med skurken, ignorerer den oplagte dør eller spørger ind til en tilfældig tønde, du aldrig havde planlagt. Det er vidunderligt, ikke et nederlag. En stor del af verdensbygning er at improvisere i nuet og sige "ja" til idéer, du aldrig nedfældede. Forberedelse giver dig et solidt fundament; improvisation gør det levende.
For det fjerde, og måske vigtigst, hepper spillederen på bordet.
En god spilleder rammesætter udfordringer, så spillernes valg faktisk betyder noget. Målet er ikke at "vinde" over gruppen. Målet er en spilgang, alle har lyst til at tale om bagefter.
Det betyder at læne sig ind i heltenes bedste øjeblikke, lade en snedig plan lykkes og behandle et dramatisk fejlslag som et nyt twist frem for en blindgyde. Når en spiller prøver noget dristigt, bør din instinktive reaktion være nysgerrighed: "Ej, lad os se, hvad der sker." Et sjovt, fair bord slår en perfekt besejret gruppe hver gang.
Hvis alt det her lyder af meget, så træk vejret dybt. Du behøver ikke at mestre det hele på én gang. Prøv disse startertips:
Det hjælper også at holde din forberedelse organiseret. Værktøjer som Mini Kraken kan rumme dine noter, udleveringsark og kort ét sted, med et virtuelt spilbord til, når gruppen spiller online — så du kan fokusere på historien i stedet for at rode med papirbunker.
Spillederrollen kan se skræmmende ud udefra, men det er en færdighed som alle andre, der læres én spilgang ad gangen. Dit første spil bliver ikke perfekt, og det er helt i orden. Dine spillere vil huske grinene, de tætte løb og de øjeblikke, I byggede sammen, langt længere end nogen regelfejl.
Så grib et lille eventyr, inviter nogle venner, og giv det et forsøg. Alle kan lære at være spilleder, og bordet venter på dig.